Jeg føler, han har så meget tilbage og lærer mig. Jeg ved f.eks. ikke, hvornår det er bedst, og bruge søm, i stedet for skruer. Hvornår det er bedst, og slå græs. Hvordan man bruger en vinkelsliber, og hvad det overhovedet er. Og sådan nogen små ting. Men for mig, er det de ting, der betyder mest. For så ved jeg, at han ikke, er bange for, og give slip på mig. For så ved han, at jeg sagens kan klare mig selv. Og ikke er afhængig af ham eller andre.
Skulle være sammen med min barndomsveninde. Vi havde længe snakket om, at vi skulle ind og shoppe lidt, og rigtig have en tøsedag. Men det var utroligt svært, og forlade min far. Fik også et tudeflip, på vej ud efter min veninde, så jeg måtte holde ind, og virkelig tude igennem. Det var min reaktion på, at han var blevet syg. Der gik inden tanker gennem hovedet, hørte ikke bilerne, der kørte forbi mig. Var bare i min egen lille verden, hvor jeg følte, jeg virkelig kunne give los, for mine følelser
Og mens jeg var sammen med hende, var mine tanker et helt andet sted. Selvfølgelig går livet videre, og jeg skal da også have et liv, ved siden af hans sygdom. Men jeg havde allermest, bare lyst til, og bruge al min tid med ham og resten af familien.
Kan mærke, hvordan savnet til min søster og nevø (som bor i Jylland) er vendt tilbage. Jeg kan virkelig mærke, hvor langt væk de er lige nu. Og lige nu, ville jeg virkelig ønske, at de kunne være her ved os.
Tror virkelig, det må være svært, for min søster, at skulle være så langt væk, og kun, kunne høre beskeden i telefonen. Og kun snakke med os, i telefonen. Alle de tanker, hun må gå med, alene, og uden at have os, til og støtte, trøste og give hende et kram, når hun havde brug for det.
Men jeg ved, at min søster er en fighter, og at hun nok skal klare den, selvom hun er alene deroppe.
Og ved, at min far, nok skal klare den. Han er en endnu større fighter, end min søster, mor og jeg.
